fredag den 13. april 2012

Psykisk arbejdsmiljø og trivsel - bagudrettet

I Aalborg Bibliotekerne har vi gennem længere tid arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø.
Det startede med klimamålingen i efteråret 2010, hvor vi i en svær periode med lukketrusler og store besparelser faktisk endte med et rigtig flot resultat. Dér, hvor vi scorede højt, var på områder som den demokratiske arbejdsplads, opgaveløsningen og samarbejdet med kolleger. Dét, vi kunne blive bedre til, handlede om trivsel, MUS-samtaler og kompetenceudvikling, information og fordeling af arbejdsopgaverne.

Som opfølgning på klimamålingen vedtog MED-udvalget i foråret 2011 en handlingsplan med nogle mere konkrete indsatsområder. Vi var også i MED-udvalget enige om, at vi ville måle, om det så også var det rigtige, vi gjorde - og derfor lavede vi i slutningen af 2011 en mini-måling.

For at kunne sammenligne 2011 med 2010 tog vi i mini-målingen udgangspunkt i de svageste punkter i klimamålingen.
Det generelle resultat af minimålingen er, at det på 3 områder er gået fremad - information om ændringer på arbejdspladsen (+ 5 %), MUS-samtalern (+ 14 %) og den enkeltes mulighed for indflydelse på eget arbejde (+ 17 %). På 2 områder er det gået tilbage - den jævne fordeling af arbejdsopgaverne (-11 %) og tilfredsheden med trivselsinitiativerne (- 3 %).
Mini-målingen er også delt op på organisatoriske områder, og her kan der naturligvis være afvigelser fra det generelle resultat.
I MED-udvalget var vi enige om, at vi på baggrund af mini-målingen ville have en debat om trivsel. Den er vi startet på i de enkelte områder - og det vigtige her er, at vi får tydeliggjort, hvad vi mener med trivsel - snakker vi f.eks. om den enkeltes trivsel, den faglige trivsel eller organisationens trivsel, og hvad der skal til for at styrke den ?

Der skal ikke være tvivl om, at vi ledelsesmæssigt har og føler et stort ansvar for at styrke det psykiske arbejdsmiljø, men chefgruppe og områdeledere kan ikke gøre det alene. Det er en fælles opgave og et fælles ansvar.
Det sidste år har på mange måder været omvæltende for organisationen, og derfor er det heller ikke underligt, at der opstår træthed, frustration og utilfredshed. Jeg synes dog, at der i starten af 2012 gik lidt for meget dårligt spin i trivselsdiskussionen og -holdningen. Jeg tror, det er vigtigt, at vi får vendt hele sagen til en mere positiv forståelse for, at vi allesammen vil det bedste for hinanden og for arbejdspladsen - og til en frugtbar dialog om, hvordan vi så gør det.

Trivselsdebatten på områdemøderne er en god start - og der bliver endnu flere muligheder fremover :-) (se næste indlæg).

Ingen kommentarer: