14. august 2008

Sommeråbning 2008

Efter 4 ugers sommerferie i juli var det dejligt at komme tilbage og høre, at sommeråbningen i år er gået langt bedre end sommerlukningen sidste år.

Tilbagemeldingerne viser, at den "halve" model i år har været en væsentlig mere brugervenlig løsning, at der er rigtig mange, der har haft brug for bibliotekerne, at der har været rigtig travlt ikke mindst om mandagen, at der virkelig har været gang i materialecirkulationen (og kasserne !), og at der også har været materialer på hylderne på HB.

Statistikken for juli måned viser det samme. I forhold til juli sidste år er udlåns- og besøgstallene på HB faldet med henholdsvis 17 % og 9 %. På lokalbibliotekerne og i bogbusserne har effekten været modsat - her er udlånstallet samlet set steget med 76 % og besøgstallet med 104 %. Og det var jo også lige det, der var meningen.
Alt i alt for alle biblioteker og bogbusser har der i juli måned i år været 16 % flere udlån og 36 % flere besøgende end i juli sidste år. Det er da rigtig flot !!

Interessant bliver det også, når man sammenligner juli 2008 med juli 2006 (altså inden sommerlukningen).
Det samlede udlånstal i juli 2008 er - bortset fra 4 udlån - nøjagtig lige så stort som i juli 2006, nemlig på 130.689 udlån mod 130.685 udlån. Vi har med andre ord sparet 250.000 kr. på sommerlukningen/-åbningen uden, at det har resulteret i faldende udlånstal !
Besøgstallet i juli 2008 er dog 3 % mindre end i juli 2006. Og det er jo ikke lige til at forklare :-)

Der er stadig noget, der skal justeres i forhold til åbningstid og bemanding. Men alt i alt ser det ud til, at vi har fundet en holdbar model.

4. juli 2008

Go' sommer !!!!!







I ønskes alle en rigtig god, afslappende, varm, arbejdsfri, vederkvægende og styrkende sommer.
Nu holder jeg for 3. år i træk ferie i 4 uger - og det er herligt !!!

Fanklubber og nyheder

Det er åbenbart blevet moderne, at biblioteker åbner fanklubber og nyhedssider på Facebook.
Hjørring er så absolut i toppen med 95 fans, Næstved har 74 og Århus 31. Andre - mindre beundrede - er Holstebro, Slagelse og Kolding.

Café på hovedbiblioteket

Aalborg Bibliotekerne har netop indgået en kontrakt med Kaffé Fair om forpagtning af en café på hovedbiblioteket i Nørregade-hjørnet.

Kaffé Fair er en kultur-café under FOKUS Folkeoplysning (Daghøjskolen) - og dermed allerede en samarbejdspartner - og derudover er caféen et aktiveringsprojekt under Aalborg Kommune. Deltagerne i projektet er unge, der har svært ved at finde et ståsted i samfundet. Cafeen ligger i dag på hjørnet af Maren Turis Gade og Ved Stranden.
Cafeen kommer til at fungere som en integreret del af biblioteket, og der bliver tale om et tæt samarbejde om kulturelle arrangementer, udstillinger m.m. Det er aftalt, at biblioteket et antal gange pr. år kan afholde arrangementer i cafeen, ligesom FOKUS vil også selv vil afholde arrangementer.
Det bliver et stærkt samarbejde mellem to kulturinstitutioner - et bibliotek og et folkeoplysningsforbund.

I cafeen skal der være et bibliotekstilbud i form af bøger, tidsskrifter, aviser m.m., og oven over cafeen indretter vi en lounge, hvor man kan hygge sig over en kop kaffe.
Cafeens åbningstid bliver den samme som HB's, og sortimentet af mad og drikkevarer bliver som udgangspunkt dét, cafeen har i dag.

Her i sommer går vi i gang med vores del af den ændrede indretning, som bl.a. er en indgang fra Nørregade. Cafeen overtager hjørnet og kælderen under hjørnet d. 15.8. og regner med at åbne midt i september.

1. juli 2008

Et elektronisk netværk

Apropos indlægget lige herunder har Århus Kommunes Biblioteker erstattet de fysiske, faglige netværk i cb-regi med et elektronisk netværk for alle med interesse i biblioteksudvikling. Netværket hedder netværket.

De "nye" centralbiblioteker

I slutningen af juni holdt de 6 "nye" centralbiblioteker møde med styrelsen om de kommende cb-opgaver.

Den fysiske overbygning omfatter bøger, tidsskrifter, lydbøger, musik-cd'er og multimedier. De 2 sidste materialetyper er gammel/ny overbygning for Aalborg, og vi får ikke kompensation for dét, vi måtte mangle, siden vi sidst var musikoverbygning :-(

Der nedsættes et udvalg, som skal koordinere materialeindkøb og -forsyning m.m. med forskningsbibliotekerne - en problemstilling, som vi her i Aalborg flere gange har diskuteret med AUB.

Desuden skal der opstilles forskellige modeller for og omkostninger ved indkøb og katalogisering af udenlandsk litteratur.

Med hensyn til overbygningen på e-bøger og andre digitale tjenester skal de 6 cb'er opsamle behov og formidle de e-resurser, der forhandles licens til. I 2009 vil det fortsat være Gentofte, Roskilde og Århus, som forhandler licenser.

Den faglige rådgivning, kompetenceudvikling og samordning skal i 2009 varetages af 10 cb'er - dvs. incl. København, Århus, Esbjerg og Nykøbing F. Den mere praktiske koordinering aftales i de enkelte regioner. Overbygningen indebærer bl.a., at cb skal være det faglige lokomotiv. De 6 cb'er ønsker at genoplive et fælles cb-site med fælles toolbox, kursusdatabase, projektdatabase m.m.

Aalborg og Odense vil på flere måder være de mindste af de 6 nye cb-områder, og det vil få betydning, når cb-tilskuddet skal fordeles.

De kriterier, der skal anvendes ved fordelingen, er ud over de gammelkendte (antal kommuner og indbyggere, udlån og interurbanudlån samt brug af e-resurser) sandsynligvis antallet af ansatte i cb-området, antal kurser/kursusdeltagere samt betjeningsområdets geografiske udstrækning. I forhold til sidstnævnte kriterium var der kreative forslag om også at inddrage antal km. grusveje samt Østersøen mellem Sjælland og Bornholm :-)

De 6 ser overbygningen som opgaver, der fra 2009 i videst muligt omfang skal løses i fællesskab, og udgangspunktet for løsning af opgaven er fortsat udvikling af folkebibliotekerne, hurtig og effektiv materialeforsyning og øget fokus på kompetenceudvikling.

Der er ingen tvivl om, at den nye cb-struktur med færre cb'er vil betyde, at der både fra statens og fra brugernes side vil være stor opmærksomhed på, hvordan vi løser opgaven. Derfor vil ikke mindst HB's fokus på cb-funktionen fremover være vigtig.

Specielt i Nordjylland skal vi nok til at give kompetenceudviklingen en ekstra skrue. Regnskabet for 2007 viser, at der har været 14 møder i faglige netværk, 10 kursussessioner i cb-regi og i alt 279 kursusdeltagere. Det svarer måske til 1/8 af aktivitetsniveauet i Gentofte.
En ekstra skrue kan dels gå på indholdet, dels på en mere decentral kursusafvikling. Og så kan det jo også være, at vi ikke er gode nok til at tælle det hele med !