torsdag den 14. august 2008

Sommeråbning 2008

Efter 4 ugers sommerferie i juli var det dejligt at komme tilbage og høre, at sommeråbningen i år er gået langt bedre end sommerlukningen sidste år.

Tilbagemeldingerne viser, at den "halve" model i år har været en væsentlig mere brugervenlig løsning, at der er rigtig mange, der har haft brug for bibliotekerne, at der har været rigtig travlt ikke mindst om mandagen, at der virkelig har været gang i materialecirkulationen (og kasserne !), og at der også har været materialer på hylderne på HB.

Statistikken for juli måned viser det samme. I forhold til juli sidste år er udlåns- og besøgstallene på HB faldet med henholdsvis 17 % og 9 %. På lokalbibliotekerne og i bogbusserne har effekten været modsat - her er udlånstallet samlet set steget med 76 % og besøgstallet med 104 %. Og det var jo også lige det, der var meningen.
Alt i alt for alle biblioteker og bogbusser har der i juli måned i år været 16 % flere udlån og 36 % flere besøgende end i juli sidste år. Det er da rigtig flot !!

Interessant bliver det også, når man sammenligner juli 2008 med juli 2006 (altså inden sommerlukningen).
Det samlede udlånstal i juli 2008 er - bortset fra 4 udlån - nøjagtig lige så stort som i juli 2006, nemlig på 130.689 udlån mod 130.685 udlån. Vi har med andre ord sparet 250.000 kr. på sommerlukningen/-åbningen uden, at det har resulteret i faldende udlånstal !
Besøgstallet i juli 2008 er dog 3 % mindre end i juli 2006. Og det er jo ikke lige til at forklare :-)

Der er stadig noget, der skal justeres i forhold til åbningstid og bemanding. Men alt i alt ser det ud til, at vi har fundet en holdbar model.

Ingen kommentarer: