Så er det den første arbejdsdag i et helt nyt og friskt år ....
Under overskriften "Et bibliotek i værtensklasse" skal vi i 2013 arbejde med 3 indsatsområder
- det digitale bibliotekstilbud
- styrkelse af borgernes IT-kompetencer
- profil for hovedbiblioteket
I det nye år kommer vi til at sætte endnu mere fokus på bibliotekernes rolle som digitale ambassader. Faktisk fordobler vi de borgerrettede IT-aktiviteter i 2013, og fra efteråret begynder vi at udvikle et koncept for de unge, som er rigtig gode til IT, men ikke til offentlige selvbetjeningsløsninger.
For at holde os selv opdaterede starter vi Lær Amok (a la 23 ting) og Café Amok (små morgencaféer) - 2 nye interne kompetenceudviklingsforløb.
Hovedbibliotekets profil var også på dagsordenen i 2012, hvor vi nåede et stykke af vejen med den selvbetjente åbningstid og gennemførelse af en brugerundersøgelse. Med den sidste som et af fundamenterne skal vi i 2013 have defineret, hvad der er HB's særkende som hoved- og lokalbibliotek.
Året skal også bruges til at forberede flytning til en ny sundheds- og kulturforvaltning. På ledelsesniveau skal vi arbejde med visioner og mål for den nye forvaltning og fastlægge, hvordan forvaltningsfunktionerne skal organiseres centralt og decentralt.
Selv om et nyt bibliotekssystem allertidligst bliver en realitet for os i slutningen af 2014, kommer emnet alligevel til at fylde lidt i 2013. Bl.a. skal der i foråret vælges systemleverandør, og vi skal have afklaret det fremtidige samarbejde med regionens driftskunder.
Jeg er sikker på, at vi også i 2013 med stort engagement og værtskab vil videreudvikle bibliotekstilbuddet og arbejdspladsen.
Godt nytår til jer allesammen i administrationen, på bybibliotekerne, i direkte logistik, i formidlingsområdet, i indirekte logistik, i kørselafdelingen, på lokalbibliotekerne og i udviklingsområdet.
Jeg glæder mig til et nyt år sammen med jer :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar