En tydeliggørelse af, hvordan vi er nødt til at operere i forbindelse med personalebesparelserne i 2009 kunne måske være på sin plads ...
Den samlede personalebesparelse er på 2,4 mio. kr.
Herfra har vi først trukket de stillinger, som vi vidste ville være ledige pr. 1.1.2009 - nemlig en assistentstilling i Haraldslund, ½ bibliotekarstilling på HB og en stilling som faglig leder af biblioteket på Trekanten. De to første stillinger nedlægges, den tredje besættes ved en intern rokering og bliver på et tidspunkt til en besparelse.
Derefter har vi anslået en naturlig afgang i 2009. Vi har ikke på nuværende tidspunkt fået nogle opsigelser - og jo længere tid, der går, jo flere naturlige afgange skal der til for at nå op på de 2 årsværk, vi har regnet med.
Det, der herefter mangler, er dét, der nødvendigvis måtte medføre afskedigelser.
Den ledige stilling på Trekanten kræver særlige kompetencer. Stillingsindehaveren skal være faglig leder af biblioteksdelen og stedfortræder for lederen af Trekanten. Med den indgåede udviklingsaftale stilles der krav og forventninger om en markant udvikling af biblioteks- og kulturtilbuddet på Trekanten.
Stillingen, der har været ledig siden sidste sommer, hvor den tidligere teamleder gik på pension, har været midlertidigt besat med en vikar. Fast besættelse af stillingen har i lang tid afventet en politisk godkendelse af udviklingsaftalen for Trekanten, som skete i slutningen af oktober.
Stillingen har nu været opslået internt i et forsøg på at finde frivillige ansøgere. Alternativet til et internt opslag er, at ledelsen udpeger en medarbejder. Det er det alternativ, vi nu arbejder på, fordi der ikke var ansøgere på det interne opslag.
Hvis stillingen skulle opslås eksternt (hvad den netop ikke kunne, fordi vi samtidig afskediger medarbejdere), ville konsekvensen være yderligere en afskedigelse.
En tilsvarende situation vil kunne opstå igen, fordi personalebesparelserne i større eller mindre omfang vil medføre omrokeringer. Omfanget afhænger af de opgaver, der falder bort, det afhænger af, hvordan vi kan gennemføre rationaliseringer, og endelig afhænger det af, hvor den naturlige afgang sker.
Og når der opstår behov for en intern rokering, vil vores første greb normalt være et internt opslag ud fra ønsket om at finde en medarbejder, der af sig selv har lyst til at prøve noget nyt.
lørdag den 6. december 2008
Personalebesparelser, interne opslag m.m.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar